Fødselsdage i Damhuset

Vi mener i Damhuset, at barnets fødselsdag er en vigtig begivenhed i dets liv. Derfor prioriteres det, at hvert enkelt barn har mulighed for at blive fejret. Barnets fødselsdag er en dag, hvor barnet får en særlig og speciel opmærksomhed.

Barnets fødselsdag bliver synliggjort for alle i huset med vores fødselsdagssoldat. Fødselsdagssoldaten holder et personligt fødselsdagsskilt og er placeret i Damhusets indgangsparti.

Fødselsdage afholdt i Damhuset

I Damhuset vil vi meget gerne afholde fødselsdage og være med til, at give barnet en særlig oplevelse på sin store dag. I GOD TID kontaktes personalet på stuen for, at aftale hvornår og hvordan man ønsker at afholde barnets fødselsdag, så der kan tages højde for dette i den samlede planlægning.

 

I børnehaven afholdes fødselsdagen som regel i forbindelse med frokost- eller eftermiddagsmåltidet. Vi finder fødselsdagskassen frem og tronestolen stilles ved fødselsdagsbordet. Det er fødselsdagsbarnet der må sidde i tronen, hvis barnet har lyst. Der synges fødselsdagssang og råbes hurra, og hvis barnet har medbragt noget til uddeling sker dette.

I er som forældre velkomne til at deltage til fødselsdagen. Men det er vores erfaring, at det kan være rigtig svært for barnet, hvis forældrene går uden barnet når fødselsdagen er færdig. Derfor opfordrer vi kraftigt til, at forældrene tager deres barn med hjem igen efter fødselsdagen.

 

I Damhuset afholdes fødselsdagene i vuggestuen som regel i stedet for morgensamlingen kl. 9.

Fødselsdage der afholdes uden for Damhuset

Vi tager meget gerne på tur hjem til barnet og afholder fødselsdag, hvis vi sammen kan få det til at passe i den samlede planlægning og hvis I som forældre har lyst til at invitere hjem. Dette aftales med stuen i de enkelte tilfælde. Hvis det er uoverskueligt at invitere gruppen hjem pga. pladsmangel eller andet, men man alligevel gerne vil afholde sin fødselsdag uden for Damhuset, så kan vi evt. mødes i Grøndalsparken eller lignende steder i området, dette aftales ligeledes med stuen.

Når der inviteres til fødselsdag hjemme eller udenfor Damhuset inviterer man som udgangspunkt hele stuen. I nogle tilfælde deler vi børnegruppen op så nogen bliver hjemme. Dette kan være pga. indkøring på stuen, sommerferie eller lignende. Eller at det pædagogisk giver bedre mening kun at gå med en mindre gruppe. I disse tilfælde er det personalet der vælger hvem der går til fødselsdag og hvem der bliver hjemme og laver noget andet. Denne beslutning træffes pædagogisk ud fra, hvad der giver mest mening for børnene og gruppen.

I vuggestuen er I også velkomne til at invitere hjem til fødselsdag, her vil det dog som regel være en mindre gruppe der tager af sted.

 

Afholdelse af fødselsdage uden for Damhuset sker i formiddagstimerne ca. kl. 10-12, alt efter transporttid og hvad der ellers passer ind i husets andre aktiviteter.

Ligesom for fødselsdage afholdt i Damhuset gælder det, at vi kraftigt opfordrer til, at barnet bliver sammen med sine forældre efter fejring af fødselsdagen.

 

Hvis barnets fødselsdag afholdes uden for Damhuset, i hjemmet eller i de omkringliggende områder, afholdes der ikke yderligere en fødselsdag i selve Damhuset. Fødselsdagssoldaten og skilt kommer selvfølgelig frem og barnet lykønskes på sin fødselsdag.

Private fødselsdage

Vi har i Damhuset tidligere oplevet, at børnene har delt invitationer ud til udvalgte børn, hvilket har medført, at andre har følt sig udenfor og isoleret fra en gruppe. Vi har derfor besluttet, at fødselsdagsinvitationer uddeles privat, og altså IKKE lægges i børnenes garderobe. Vi vil dog opfordre til, at f.eks. hele drengegruppen eller pigegruppen bliver inviteret, så ingen føler sig udstødt, da det kan være svært for det enkelte barn at forstå. Af samme årsag er det derfor heller ikke tilladt, kun at invitere nogle af børnene hjem fra en stue, hvis det skal være med Damhusets deltagelse. Så kort sagt vil vi opfordre til, at man som forældre understøtter en inkluderende tilgang, når der skal inviteres hjem.

Hvad må der deles ud?
Se sukkerpolitik.

Børnegrupper
Som udgangspunkt afholdes både fødselsdage i og udenfor Damhuset enten gruppevis eller stuevis.

Gaver
I Damhuset køber/laver vi ikke gaver til hvert enkelt barn. Vi ønsker at fejringen skal handle om selve barnet.

Dokumentation
Barnets fødselsdag dokumenteres ved at der tages billeder af fødselsdagen. Der laves efterfølgende en collage som hænges op på tavlen.